SLFODBOLD.DK

En fodbold-blog om Superligaen med live blogs, social media hitlister og meget mere.

Tuesday, March 20, 2007

Pause deler vandene

SAS Ligaen nåede kun to runder af forårssæsonen, før der igen er spilstop. Trænerne er uenige om, hvorvidt pausen er irriterende eller ej.

Morten Wieghorst nyder pausen, Ståle Solbakken finder den belastende, og Troels Bech lader sig slet ikke påvirke af den. Næste SAS Liga-runde starter først 31. marts, fordi der er landsholdsweekend.
Her rejser Danmark til Spanien for på lørdag at tiltvinge sig livsvigtige point i VM-kvalifikationen, og næste onsdag spiller truppen træningskamp mod Tyskland.

De kampe havde Ståle Solbakken, FCK’s træner og tidligere norsk landsholdsspiller, helst været foruden.

»Landsholdspauser er altid irriterende. Den næste uge har jeg jo ingen spillere til træning,« siger Ståle Solbakken om kontinuitetsdræberen og de øgede chancer for flere skader i truppen.
Mesterholdet har seks spillere på det danske landshold, et par stykker på udenlandske A-hold samt en række U21-spillere.
Men nordmandens holdning vinder ikke tilslutning hos Superligaens øvrige trænere.

Morten Wieghorst, tidligere central midtbanespiller på det danske landshold og cheftræner for FC Nordsjælland, glæder sig endda.
»For mig bliver det en kærkommen friweekend, hvor jeg kan få overblik over vores situation, og hvor vores ti skadede spillere har lidt ekstra tid til at komme sig. Desuden har vi Morten Nordstrand med i A-truppen, og det bliver en kæmpe oplevelse for ham. En rejse, der giver ham erfaring. Så jeg er egentlig glad for landsholdspausen,« siger Morten Wieghorst.

Esbjergs træner, Troels Bech, har ingen spillere i den danske trup denne gang, og han har intet imod, at der går noget tid før den næste kamp. Også selv om hans spillere hungrer efter at få revancheret weekendens nederlag på hjemmebane mod OB.
»Jeg har i lang tid haft denne pause med i planlægningen, så den gør mig slet ikke noget. At bruge pausen som undskyldning for ringe resultater i næste runde ville være meget dårligt. Det hører ingen steder hjemme,« mener Jesper Bech.

12 ud af den danske trups 23 spillere er fra SAS Ligaen. Ud over FCK’s seks, har Brøndby og FC Midtjylland to spillere, mens AaB og FC Nordsjælland hver har en på Morten Olsens hold.

***

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home