SLFODBOLD.DK

En fodbold-blog om Superligaen med live blogs, social media hitlister og meget mere.

Wednesday, April 18, 2007

FC Midtjylland indgaar samarbejde med FC Roskilde


FC Midtjylland udvider sit geografiske område markant. FC Roskilde bliver ny samarbejdsklub

FC Midtjylland ynder at prale af at være Danmarks suverænt største fodboldklub. I kraft af klubsamarbejdet FS MidtVest breder FC Midtjylland sig over det meste af Midt- og Vestjylland. Nu indtager klubben også Sjælland. I morgen præsenteres et opsigtsvækkende klubsamarbejde med FC Roskilde fra toppen af 2. division øst.

Der er ikke tale om "blot" endnu et medlem i FS MidtVest-familen. Samarbejdet med FC Roskilde bliver ifølge De Bergske Blades oplysninger af en anden karakter. Detaljerne for samarbejdet bliver først offentliggjort på et pressemøde hos FC Roskilde i morgen formiddag, og det har i dag ikke været muligt at få en kommentar til samarbejdet fra ledelsen i de to klubber.

Kilder tæt på forhandlingerne i både FC Midtjylland og FC Roskilde bekræfter dog planerne for et samarbejde. De afviser samtidig, at det er et samarbejde, der får direkte indflydelse på de to klubbers førstehold.


Stor ungdomsafdeling
Gevinsten for FC Midtjylland er adgang til et stort sjællandsk fodboldområde. Moderklubberne i FC Roskilde har omkring 1500 ungdomsspillere, og dermed er der et stort potentiale for at finde en kommende superligaspiller. Gevinsten for FC Roskilde er adgang til knowhow og viden fra FC Midtjylland.

FC Roskilde er en ung fusionsklub fra 2004. Det er en overbygning af Roskilde Boldklub, Himmelev-Veddelev Boldklub og Svogerslev Boldklub. Klubben har store ambitioner og ligger i øjeblikket til oprykning til 1. division.

Hvis Roskilde rykker op i den næstbedste række, vil klubben kunne leje spillere hos FC Midtjylland. Midtjyderne har tidligere lejet spillere ud til 1. division, og med et klubsamarbejde vil det være nærliggende at sende den slags marginalspillere til FC Roskilde.

Moderklubber fik idé
I modsatte retning kommer unge talenter, og det er netop via ungdomsafdelingerne, at idéerne til det nye klubsamarbejde er opstået.

I oktober kunne FC Midtjylland præsentere en aftale med stortalentet Mads Hvilsom fra Himmelev-Veddelev Boldklub. Han er netop begyndt på FC Midtjyllands fodboldakademi i Ikast, og han er den direkte årsag til, at FC Roskilde og FC Midtjylland begyndte at tale sammen og nu indgår et samarbejde på tværs af landet.

***

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home