AGF tilbage paa oprykningspladsen
Kapløbet om billetterne til Superligaen snerper til. Med fire runder tilbage fører Lyngby stadig 1. division, mens AGF tilbageerobrede andenpladsen efter en smal 1-0-sejr hjemme over Thisted.
Da Fredericia samtidig måtte nøjes med 2-2 mod AB, er AGF og Fredericia begge fem point efter Lyngby, men århusianerne har en et mål bedre målscore.
Graulund på pletten
Peter Graulund blev matchvinder for AGF, da han headede bolden i nettet 18 minutter før tid efter et indkast i højre side, som blev forlænget til anføreren.
- Vi var inde i en fase i anden halvleg, hvor det så lidt svært ud. De står godt i forsvaret, så det var en meget stor forløsning. Vi har lidt svært ved at lukke kampene. Det må vi indrømme, siger Peter Sand til DR Sporten.
De 9.187 tilskuere på Århus Stadion kunne juble, da dommeren fløjtede af, for Thisted var tæt på at udligne i slutfasen.
Hjælp i Gladsaxe
Konkurrenterne fra Fredericia var i store problemer i udekampen mod AB. Her bragte Yaro Yaro og Klaus Lykke hjemmeholdet på vinderkurs, men Morten Friis Jensen og Brian Fakkenor sørgede for, slutresultatet blev 2-2.
- Der mangler fire kampe, og det bliver utrolig spændende. Det er os og Fredericia. Det bliver nok tæt lige til allersidste kamp, fastslår Peter Sand.
Lyngby fører fortsat divisionen, men topholdet måtte mandag nøjes med 1-1 mod Kolding til trods for, at Kolding kun havde 10 mand på banen i stort set hele anden halvleg.
***
0 Comments:
Post a Comment
Subscribe to Post Comments [Atom]
<< Home