Krisestemning i Esbjerg
Esbjerg er efter et miserabelt forår i Superligaen præget af intern splid i spillertruppen og dyb mistillid til træner Troels Bech. Det skriver Ekstra Bladet onsdag og citerer en række unavngivne spillere og kilder med "nære relationer" til klubben.
- Det undrer mig, at der er gået så lang tid, før medierne er begyndt at interessere sig for det her. For stemningen omkring Troels har været skidt længe... meget længe, siger en spiller til avisen.
- Hans akademiske retorik får spillerne til at føle, at han snakker ned til dem, siger en anden kilde med nær relation til spillertruppen.
Troels Bech beskyldes blandet andet for at sætte spillere på holdkortet på trods af dårlige præstationer til træning.
Også uro i OB
Også i Troels Bechs tidligere klub, OB, var der uro i spillertruppen. Og nu ulmer uroen altså igen, denne gang i Esbjerg, som kun har samlet otte point sammen i forårets tolv kampe. Men Troels Bech tager den anonyme kritik i stiv arm.
- Man går her ud og prøver at forklare nye begivenheder med gamle årsager. Det her er tendentiøst og ude af trit med virkeligheden, lyder det fra Troels Bech, der konstaterer, at han åbenbart er den eneste i artiklen, der tør lægge navn til sine udtalelser.
Men det vil sportdirektør Niels Erik Søndergaard nu også, og han bakker op om den kontroversielle træner.
- Jeg kan slet ikke genkende de ting, der bliver fremført. Jeg synes, der er en god harmoni mellem spillere og træner, siger Esbjergs sportsdirektør.
Esbjerg ligger i øjeblikket nummer syv i Superligaen og er sammen med Viborg forårets dårligste hold.
***
0 Comments:
Post a Comment
Subscribe to Post Comments [Atom]
<< Home