SLFODBOLD.DK

En fodbold-blog om Superligaen med live blogs, social media hitlister og meget mere.

Friday, July 27, 2007

AaB henter sydafrikansk midtbanespiller

AaB har skrevet kontrakt med den sydafrikanske midtbanespiller Benedict Vilakazi. Efter et træningsophold har han indgået en kontrakt på hele fem år med nordjyderne.

- Vi har set ham an til træningen og mener, at han kan blive en rigtig god spiller i SAS Ligaen. Samtidig giver det os naturligvis endnu flere strenge at spille på i forhold til spillertruppen, siger sportsdirektør Lynge Jakobsen.

Den 24-årige sydafrikaner, der er blevet købt fri af sin kontrakt med Orlando Pirates, som var gældende indtil 31/12 2008, har imponeret under sit to uger lange træningsophold i Aalborg.

- Det er enhver sydafrikansk spillers drøm at komme til udlandet. Dansk fodbold lader til at være bedre end sydafrikansk, både fysisk og teknisk, så jeg glæder mig rigtig meget til at spille for AaB. Forhåbentlig kan jeg bidrage med en masse, både i angrebet og forsvaret, så jeg kan vise vores fans hvad jeg står for, siger Vilakazi.

Han var i sæsonen 2003/2004 topscorer med 19 mål i Premier Soccer League i Sydafrika. Gennem otte sæsoner har han spillet 184 kampe og scoret 58 mål for Orlando Pirates i den sydafrikanske Premier Soccer League. De seneste fire sæsoner har Vilakazi endvidere været holdets anfører.

Ydermere har sydafrikaneren foreløbig opnået 30 landskampe for Sydafrika, hvor det også er blevet til to scoringer.

Vilakazi kan først spille i AaB-trøjen, når arbejds- og opholdstilladelserne er på plads, hvilket forventes at tage mellem en og tre uger.

***

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home