OB v Horsens (3-3)
OB og Horsens spillede uafgjort 3-3 i en dramatisk, underholdende og hårdt spillet Superligakamp på Fionia Park.
Det første mål faldt allerede efter ti minutter, da Henrik Hansens forsøg blev rettet af og snød Arek Onyszko i OB-målet. Hansens tredje sæsonmål. Kort efter var OB's Johan Absalonsen alene igennem, men sparkede lige på Horsens' målmand, Søren Jochumsen.
Fynboerne fik dog udlignet, da Chris Sørensen sikkert udnyttede et straffespark. Og lige før pausen bragte David Nielsen OB foran 2-1 på et fremragende forarbejde af Mads Timm.
I anden halvleg steg intensiteten og dramatikken. Tyve minutter før tid blev David Nielsen fældet, og da han i irritation sparkede ud efter Søren Friis, hev dommeren det røde kort op af lommen. Exit David Nielsen.
OB fik dog den bedst mulige kompensation, da Kim Christensen øgede til 3-1 på hovedstød på det efterfølgende frispark. Og selv om fynboerne var i undertal lignede det en hjemmesejr.
I den dramatiske slutfase lykkedes det dog først Rawes Lawan at reducere til 2-3. Og kort før slutfløjtet kunne Mads Rieper udligne til 3-3 tæt på mål efter et hjørnespark.
Dommer Michael Johansen uddelte i alt otte gule kort og et rødt.
***
0 Comments:
Post a Comment
Subscribe to Post Comments [Atom]
<< Home