AGF jagter norsk wing
Alex Valencia fra Start Kristiansand meldes tæt på oprykkerne, der også er ude efter FC Midtjyllands Ulrik Lindkvist.
I løbet af den kommende uge kan AGF formentlig præsentere endnu en ny spiller. Muligvis to. Den norske avis Fædrelandsvennen skriver, at Start Kristiansands Alex Valencia skifter til AGF formedelst en transfersum på tre mio. kroner.
Avisen konstaterer, at Start og AGF stort set er enige om overgangssummen og de øvrige betingelser, så den 27-årig højre fløj kan flytte til Danmark om få dage.
Start Kristiansand spiller i dag forårets sidste kamp mod Lyn, og her er Alex Valencia med fra start for den sydnorske klub, der er placeret i den tunge ende af Tippeligaen.
Træner Stig Inge Bjørnebye har netop sagt goddag til OB's Martin Borre, der spiller samme plads som Valencia, og derfor skulle klubben være interesseret i at slippe spilleren.
Da den norske avis foreholdt Alex Valencia rygterne, sagde han:
»Jeg havde ikke nogen planer om at sige noget som helst, før eventuelle underskrifter var på plads.«
Ønsker udfordringer
Til Fædrelandsvennen forklarer fløjspilleren, at den danske spillestil vil passe ham perfekt.
»Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ønsker nye udfordringer, men jeg kan ikke bekræfte noget,« siger Alex Valencia.
I Start Kristiansand er Alex valencia både blevet brugt som central angriber og fløjspiller. Hans styrke er gode indlæg, ligesom han er ferm til dødbolde.
AGF's sportschef har fundet frem til Alex Valencia via sin gode ven, den norske fodboldagent Stig Lillejord, der har spilleren i sin stald.
Over for den norske avis vil Brian Steen Nielsen ikke afkræfte, at AGF er ude efter den colombiansk-fødte offensivspiller.
Alex Valencia kom til Norge i en alder af syv år. Han slog igennem i Brann Bergen med syv mål i 80 kampe, inden han blev hentet til Start. Her er han noteret for 11 mål i 77 kampe. Tre gange har han været på det norske landshold, og sideløbende har han otte gange repræsenteret Norge på indefodboldlandsholdet.
Jagter Lindkvist
Udover Valencia er AGF også i forhandlinger med FC Midtjylland for at købe forsvarsspilleren Ulrik Lindkvist fri.
»Jeg har talt med AGF, eller rettere, min agent har. Jeg ved ikke, om det bliver til noget, det står lidt åbent lige nu,« siger Ulrik Lindkvist, der det seneste halve år har følt sig lidt overset i FC Midtjylland, hvor træner Erik Rasmussen har foretrukket Leon Jessen og Kolja Afriye på det to back-positioner.
»Jeg har ikke været tilfreds med mit forår, men selvfølgelig er jeg klar til at kæmpe videre i FCM. Men AGF ville da være en udfordring,« siger Ulrik Lindkvist, som efter avisens oplysninger også har et tilbud fra en udenlandsk klub på hånden.
AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen, bekræfter, at AGF har snakket med Ulrik Lindkvist, men ønsker ellers ikke at kommentere sagen.
I tilfælde af at Ulrik Lindkvist skifter til AGF, skal AGF hoste op med et beløb til FC Midtjylland, da Lindkvist kontrakt først udløber i 2009.
Først mand på AGF's ønskeliste over backs var efter avisens oplysninger Viborgs Christopher Poulsen, men den handler skulle mere eller mindre være opgivet, da AGF ikke ville imødekomme Viborgs økonomiske krav for et skifte.
Hvis også Ulrik Lindkvist-handlen går i vasken, kan det tænkes, at AGF går efter Køges Kristoffer Wichmann.
***
0 Comments:
Post a Comment
Subscribe to Post Comments [Atom]
<< Home